og det var godt nok længe siden

Se nu genfandt jeg lige denne dejlige side - 4 år efter første indlæg - og knap 4 år efter sidste. Hvordan kunne jeg glemme min blog? Så er det godt man har facebook, som kan vise mig alle mine minder ;-)
Men hvad er der så sket på de 4 år? Tjo på den ene side er der sket vildt meget, mens der på den anden SLET, som i SLET ingenting er sket!
Jeg har fået endnu et barn, en lille (meget fræk) pige som blev to her i Juli. Jeg er blevet gift med the man of my dreams. Er faldet bedre til i Fårhus end jeg nogensinde havde forestillet mig muligt. Jeg har begravet en hund og er blevet beriget med to katte og jeg har fået en fast bioanalytiker stilling på Sønderborg sygehus og også her er jeg faldet bedre til end forventet.
Hjemme kører vi det travle familieliv, tiden går aldrig langsomt hjemme hos os og vi keder os sjældent.... Hvilket både kan være godt og skidt. Vi er ofte ude og sammen med venner, vi morer os, hygger og nyder livet. Men det resulterer ofte i, at man ville ønske man var troldmandens lærling, så man kunne fortrylle både støvsuger, gulvmobbe og støvklude til at ordne det de skal mens man alligevel ikke er hjemme. Men os der kender historien om troldmandens lærling, ved jo også hvordan det så ender med at gå for den her lærling, så måske man bare skulle finde rengøring hjælp eller prøve og finde mere tid til at gøre det selv. Og se det med tid er jo så oftest også min bedste dårlige undskyldning til at der ikke er sket andre ændringer end ovenstående. For ja jeg er stadig en tykketrunte og nok oppe på de højeste vægt ever og lige så meget som jeg HADER det, føler jeg, jeg står nede i et dybt hul og bare kun kan komme halvvejs op. Jeg har de forgangne år prøvet flere forskellige former for "nu skal jeg satme tabe mig" motivationer og lige meget sker der. Brugte for nogen år siden en mindre formue på at melde mig på vægtvogter brev kursus, jeg kom aldrig i gang. Jeg havde en aftale med en personlig træner "ændring for livet", men vi gik skævt af hinanden i forhold til tidspunkter og så faldt det til jorden. Startede på Zumba Gold (zumba men mere nede i tempo) og det gik ok, men slet ikke sjovt nok. Prøvede ganske kort både LCHF, men det var ALT for kompliceret for lille mig. Googler jævnligt bootcamp, og faldt så over en personlig træner mere. Lurede vedkommendes facebookside, så de resultater der var andre der havde præsteret og hun så bare ud som om at her fik man resultater. Så bookede en konsultation og besøgte damen. Besøget gik rigtig godt, hun var yderst motiverende og de pointer hun kom med var lige i skabet, hendes træningsteknikker lyder spændende og det hele lød rimelig fantastisk. Lige indtil det her kvindemenneske nævner prisen, så sprang boblen, for jeg kan slet ikke se hvordan jeg skulle kunne finde 14-16.000 kr til brug til det formål. Mine hjerneceller drønede rundt og panikken har nok lyst ud af mig, for pludselig siger hun, "jamen vi har ofte forældre der kommer ind og betaler for deres børn. Og hvis man ser på det er det jo kun fair, for alle de dårlige vaner du har fået, har du jo fået et sted fra, så din overvægt er jo faktisk deres skyld!"
Og lige der, lige der blev det hele lige som til en film hvor man bare kan hører den her pladespiller nål blive trukket tværs hen over en vinylplade. Øh undskyld mig, hvad f.... ved du om det og hvor vover du at sidde der og kalde mine forældre for dårlige forældre! Hvad bilder du dig egentlig ind? Jeg er vokset op i et kærligt kernefamilie hjem, ja hjemme var hygge ofte forbundet med at der skulle noget i munden, men come on sådan er det mange steder og det er jo ikke det der er mit reelle problem i dag. I dag forbinder vi hjemme hygge med dyner i sofaen. Og mine problemer med mad er mine, for ofte spiser jeg i smug. - Ja indrømmet jeg er smug spiser og jeg aner ikke hvordan jeg kommer ud af det. Nå men for at komme tilbage til hende trænere sluttede hele besøget lige der, takkede af med sætningen at jeg skulle nok melde mig hvid det blev aktuelt. Har ikke snakket med hende siden og har faktisk ikke lyst.
Til gengæld er jeg startet til "rigtig" zumba og er afsted, næsten hver torsdag. Det er så sjovt og synes faktisk jeg følger ok godt med. Desuden er jeg blevet lokket med til at deltage i Syddanmark i bevægelse, det får ok. Jeg er mere fokuseret på at jeg rent faktisk får rørt mig lidt hver dag. Det er gået rigtig godt indtil nu, men i denne uge gik det knap så godt. Bla bla bla en masse dårlige undskyldninger og ja nu har vi fredag og vi har indberettet den forgangne uges motion og jeg er i denne uge kun god for små 130 min aktivitet, hvor i mod den seje frontløber på vores hold er god for 120 min motion, hver dag! BUM! Må hellere komme lidt i omdrejninger i næste uge, jojo Lina - kommer sku aldrig op på dit niveau, men at du slår mig med næsten 7 gange er sku ikke godt nok!
Ud over at jeg er begyndt at røre mig mere, for jo uanset om det kun var 130 min i denne uge, er det stadig mere end ellers. Så prøver jeg at spise sundt og varieret. Der lykkes for det meste, men for helvede hvor kan man tanke viljestyrke? Det kan man ikke, man kan ikke købe sig til viljestyrke - desværre. Men jeg har en forhåbning om at når jeg d. 3 november prøver min første konsultation hos en psykolog, kan hun hjælpe mig til at få den fornødne styrke, gemme mine svagheder og putte mine triste side ned i en boks.
Så jeg kan være den glade solstråle, altid altid, som jeg for det meste er :-)

Er der virkelig allerede gået et år?

Jeg husker denne weekend for et år siden. I fredag formiddag var det præcis et år siden Mads og jeg bragte lille Elias hjem fra sygehuset. Jeg husker det så tydeligt for jeg var skræmt fra vid og sans. Jeg var så bange for at jeg ville ødelægge ham, eller at der ville stå nogle store udsmider typer nede ved døren som ville stoppe mig og forbyde mig at tage ham med hjem.
Det var nytårsaftens dag og jeg glædede mig til at holde stille og roligt nytår hjemme med mine forældre, min dejlige kæreste og vores dejlige lille dreng. Men sådan gik det knap.
Vi havde d. 30 aftalt at vi ville tage hjem fredag d. 31, så vi kunne holde nytår hjemme. Men da morgenen kom var jeg alt andet end klar, jeg turde ikke tage skridtet, jeg turde ikke tage ham med hjem. Der var så meget jeg ikke vidste, så meget jeg ikke havde styr på. Kunne jeg nu klare det? Kunne jeg nu finde ud af det? På sygehuset fik jeg, i grædende tilstand, en god snak med en sygeplejerske og vi aftalte at hvis jeg havde problemer måtte jeg endelig ringe og hvis det gik helt galt kunne jeg komme ind igen i weekenden.
Jeg ved egentlig ikke hvad jeg var bange for, jeg husker dog at jeg i hvert fald var bange for ikke at slå til. Ikke at slå til som mor, som kæreste, som datter, søster eller som ven. Hvilket resulterede at det gjorde jeg i hvert flad heller ikke den første weekend der. For jeg lavede stort set ikke andet end at græde og sove. Lækker måde at modtaget det nye år ;o) Jeg er bare lykkelig over at Mads, min søster og min mor kunne tage sig godt af Elias.
Heldigvis er resten af året gået meget bedere end starten gjorde det....
På slanke fronten kan jeg tilføje at jeg er tilmeldt en slankegruppe med andre julemødre 2010, hvor vi kan holde hinanden i ørene. Desuden har jeg et lille væddemål med Betinna om hvem der først taber 6 kg. Så det er jo spændende!!
Afslutningen på "wie fit ist Deutchland" var ikke overvældende fantastisk. Jeg havde forbedret mig lidt, men min fitness alder var stadig 65!! Satser lidt på at 2012 kan ændre lidt på det :o)
Rigtig godt nytår derude. Håber 2012 bliver lige så godt eller bedre end 2011.

Hvor skal vi hen?

Nåh nu har jeg ligesom brugt de første par indlæg på at snakke om hvor vi har været og hvor vi er. Nu er det vidst på tide at finde ud af hvor vi skal hen.... Hvad er det jeg gerne vil? Hvad er mit mål?
I bund og grund har jeg det egentlig ganske glimrende med at være en tykketrunte. Jeg er hende den buttede og lever fint med det, men efter jeg nu har fået min lille prins, vil de der graviditets kilo ikke rigtig hoppe af.
Jeg ønsker ikke at bliver åleslank, jeg drømmer ikke om at blive model eller strandbabe. Det jeg gerne vil opnå er, en lidt mere jævn krop. Jeg er træt af at min mave stadig ser gravid ud, jeg er træt af at have deller på ryggen og jeg er træt af at mine lår mødes på midten (men det slipper jeg nok ikke af med, Jensen lår kalder de det ;o) )
Desuden vil jeg gerne kunne gå ind i en alm. tøjbutik og finde noget der passer, om det så er str. xl!! Min selvudnævnte dejlige personlige coach vil gerne have jeg sætter kg på, men jeg vil hellere sætte tøj størrelse på.
Jeg er lige nu i størrelse 48 og vil gerne ned i str. 44-46. Jeg mener det er realistiske mål. Hvis vi skal ud i vægt.... Da jeg var højgravid med Elias vejede jeg 116 kg, da jeg startede på mit "wie fit ist deuthsland" vejede jeg 111 kg, men da jeg mødte min dejlige Mads var jeg nede på fantastiske 95 kg og der skal vi ned igen :o)
Nu hvor vi er på emnet Mads... Fik jo lokket ham med ned til det der fitness center så jeg kunne komme til at mobbe ham med hans fitness alder, men den lille skid havde en fintness alder på 31 - som jo er hans alder.... Dumme dumme ham! Da jeg viste ham nogen af øvelserne herhejmme aftenen før han meldte sig, kunne han ikke rigtig, men da det kom til stykket kunne han jo alt! Hmmm!! Nåh ja, det er da godt der er nogen der har en fitness alder der passer til deres aktuelle alder!!

mig og motion

Kan lige så godt starte med at indrømme at jeg ikke har holdt hvad jeg har lovet! Jeg har endnu ikke løbet 1 km, men jeg har spist is... Ja jeg beklager meget! Men jeg tror ikke mine ben er bygget til at løbe... Har prøve med sko, uden sko, med nogen andres sko og jeg kan bare ikke. Jeg når 700-800 m så kramper mine ben - jeg er bare ikke bygget til at løbe! Men hvad skal jeg så?

Jeg tror mit største problem med hensyn til motion er at jeg bare er møg doven!! Det får jeg så lige som gemt væk, fordi jeg har jo ikke tid og jeg har jo ikke råd til at være med i et motionscenter. Jeg har måske ikke råd, men tid skulle man nok kunne finde bare indimellem?! Men når hverdag bliver hverdag så er der bare ikke meget tid tilbage... Når jeg (engang) begynder at arbejde, skal jeg jo stadig ved siden af passe huset, gøre rent, handle, lave mad, vaske tøj osv. og så har jeg da slet ikke tid. Hvordan får man det til at hænge sammen? Uanset hvor jeg får arbejde kan jeg i hvert fald ikke cykle derhen, så motion på den måde er udelukket. Hvordan får man det til at hænge sammen? Man kan så til gengæld sige at når jeg begynder at arbejde kommer jeg jo til at gå en del rundt på det dersens sygehus hvor jeg får arbejde!

Jeg har dog fornyligt meldt mig til at lille eksperiment. Så en annonce i bovbladet, en landsdækkende tysk undersøgelse "Wie fit ist Deutchland". I fitness centrrum Harrislee fik man den ide at sammenligne D med DK. Man starter med at lave en masse tests hvor efter man finde sin fitness alder, så får man et motionsprogram som skal udføres min 2 gange om ugen og efter 5 uger er det så alle de der tests igen for at se om man har forbedret sig. Jeg vil sige jeg gik ind til det med en vis forventning og havde for sjov sagt at jeg var tilfreds med en alder under 70 og må da også sige at da jeg fik at vide at min fitness alder var 65 var jeg da ikke helt skuffet. Det var i hvert fald ikke overraskende.
Men det der pisser mig af er at det der trækker min alder op er min udholdenhed, mit bmi og min mængde kropsfedt. Jeg har aldrig forstået meningen med bmi. Ja jeg er tyk, ja jeg er lav, ja jeg vejer for meget, men som Cartman altid siger I'm big boned! Jeg vil ikke starte sætningen som Cartman for jeg ved godt jeg er tyk, men min kraftige knogler vejer sku da også! Men når man ser på bmi er det åbenbart ikke relevant!
Min udholdenhed... Jaja, jeg ville måske kunne holde lidt længere hvis hende der udførte testen ikke mente vi skulle knævre under hele testen, så bliver man hurtigere forpustet!
Min kropsfedt, tjaa, jeg lovede jo mig selv at være helt ærlig her, så kan lige så godt komme ud af busken. Min krop er 43% fedt, overrasker det mig - nej, er jeg stolt af det - ja lidt, for havde sku frygtet det var mere!!
Det eneste problemmed det her fitness er at jeg HADER at gå i fitness center! Føler virkelig at alle de der små nipspiger kigger, peger og griner, ved godt de ikke gør det, men føler mig bare så udstillet. Alle kan se at jeg ikke kan holde til at løbe og at jeg ikke kan holde til at presse mig selv. Værre er det med de forskellige hold overvejede et split sekund at tage til spinning, men så kan ALLE jo se hvor svag jeg er og det er nok til at jeg ikke tør. Så kommer man jo ikke langt. Har bare den der evige følelse af "hvad nu hvis jeg ikke kan" og det er nok!
Men selv om jeg hader det og selv om jeg i virkelivheden ikke vil er jeg jo nødt til at tage ned og træne, har jo skrevet under på at udføre det der program 2 gange om ugen :o) Så laver jeg da lidt!

mig og mad

Er der nogen derude der ved om det er med mad-afhængighed som med afhængighed af feks. narkotika og alkohol? Det at erkende at man har et problem er første step?
Nåh vi prøver: Hej, jeg hedder Susanne og jeg er afhængig af mad - hvilket jo egentlig er åndsvagt at indrømme for det er vi jo allesammen - men nogen af os mere end andre!
Jeg erkender hermed at jeg spiser for meget og forkert. Jeg spiser når jeg keder mig, jeg spiser når jeg er trist for at trøste og når jeg er glad for at fejre, jeg spiser når jeg er ensom og når jeg hygger med andre. Det morsomme ved det her er, at jeg ved jo godt hvilke af ovenstående punkter der skal streges, men uhh de smager jo SÅ godt ;o)
Jeg vil dog tilføje jeg er startet i det små og er begyndt kun at tage en portion, "kun" en bolle, "kun" et stk kage osv. men det er svært for uhhhh det smager jo SÅ godt og de andre kan jo! Jah, men de andre har muligvis en højere forbrænding, vejer mindre og motionere mere!!

Hvis vi tager måltiderne, er morgenmad nok min største hurdel. Jeg kan ikke lide corn flakes, jeg kan ikke lide havre gryn, er ikke vanvittig vild med yoghurt og det bliver jeg heller ikke mæt af, så putter man müsli på, men det er fyldt med tørret frugt og rosiner (behøver jeg sige hvad jeg mener om det?). Har i lang tid spist et kogt æg og et stk rugbrød, men så kommer jeg i konflikt med frokost, for jeg gider ikke rugbrød to gange om dagen. I sommers spiste jeg vanilie yoghurt fra cheasy med hjemmelavet müsli og jordbær, men da jordbær seasonen udløb, var det ikke lige sagen længere.
Tror bare vi må tilbage til det der æg, rugbrød og noget frugt.

Frokost bliver også tit noget rod. Ville enormt gerne have en god blandet salat, men man gider jo ikke stå og lave salat til én. Desuden hvis den der salat skal være virkelig lækker og spændende er det ALT ALT for dyrt. Men så må vi tilbage til revet gulerod med frugt og nødder.

Aftensmad er nok det nemmeste. Bestræber mig på at lave madplan (og holde den) så der er der styr på tingene. Mange af de ting jeg laver kommer fra vægtvogternes kogebog (ja ja plus point der...) og er faktisk vildt lækre.

Det der så hiver mig ned er jo alt det jeg spiser ind imellem. Det burde være frugt eller en gulerod, men det neder somregl med knækbrød med pålægchokolade eller nutella. Vi har heldigvis sjældent franskbrød i huset i hverdagen, ellers blev det valgt.

Nu har jeg erkendt min afhængighed og håber det kan hjælpe med at bryde den. Jeg ønsker jo ikke at skråtte de usunde ting fuldstændigt (det var den der rygrad) men bare skære ned til et "sundt" nivaeu.
Jeg sidder nu i mit stille sind og bliver en smule forarget over mig selv. De undskyldninger jeg har givet mig selv - man skal jo leve, jeg er ung og spiser hvad jeg vil, de andre kan så kan jeg også osv. agrh spasser-dame!
Jeg er nok den mest fordomsfulde i hele verden når det kommer til overvægtige. Hvis jeg køber chokolade er jeg sikker på dem i køen bag mig, eller kassedamen eller bare ham der står og snakker med sin kammerart henne i hjørnet tænker - det har hun sku da ikke godt af. For det gør jeg selv, hvis jeg ser en på min størrelse eller større - and who am I to judge? Jeg tror et eller andet sted også det var derfor at Dining hall på Thule var et godt sted for mig at spise. Jeg var simpelthen for bange for hvad folk tænkte hvis jeg spiste "forkert"! Andre der har det sådan? Tænker man mere over hvad man spiser, hvis man spiser i flok? Andre der vil erkende en mad-afhængighed? Kom frisk, jo flere vi er jo bedre ;o)

Bonus info: Jeg overholder mit mål fra første indlæg og har ikke spist is endnu. Men men men, vi er nu oppe på 800 m, så der er ikke langt i mål. Er da max stolt :o)

Den spæde start

Hmm så fik man den geniale ide i går - hey jeg skal da have en blog, jeg er på barsel og efterfølgende arbejdsløs, jeg skal da have en blog. Nu tænker du som læser, oki den bliver sku da pænt kedelig når hun nu bare render rundt derhjemme... Men nej det tror jeg faktisk ikke. Jeg skal nemlig bruge min blog til at sige alle de ting jeg gerne vil sige, men som jeg aldrig har fået sagt. Desuden håber jeg på at komme til at bruge den som motivation til endelig for real at gøre noget ved mig selv. For en af de ting jeg aldrig har sagt som det er på tide komme ud i æteren er - Jeg HADER min krop! Jeg er nu 28 år så mon ikke det var på tide at gøre noget ved det? Men det er ikke nemt, her ønsker jeg ikke at du som læser skal have ondt af mig blot at udtrykke min mangel på rygrad. Når vi nu er igang med manglende rygrad, kan jeg lige så godt få ud at jeg i går lovede mig selv at jeg ikke må spise is før jeg er oppe og kan løbe 1 km. Ja ja det lyder ikke af meget, men det er det for en tykketrunte som mig ;o) I går gjorde vi fremskridt og jeg løb hele 500 m ud af 2,2 km på løbebånd. Men altså som sagt ingen is før vi er oppe på 1 km.... Nu ved I det alle sammen.

Egentlig er det noget sjovt noget det der med overvægt. For hvad er det der gør at man er ked af det? Hvorfor ser jeg mig i spejlet og føler mig som mindre attraktiv end alle andre. I princippet er det vel en kvindeting det der med at være ked af sin krop, kender ikke ret mange kvinder tykke som tynde der ikke gerne ville ændre et eller andet. Men hvorfor er det sådan?
En meget klog dejlig dame (du ved hvem du er) sagde en gang til mig - der er jo ingen grund til at være trist, du får jo hvad du vil have - og det er jo rigtig nok. Men hvorfor er det ikke nok at have en dejlig mand som synes jeg er dejlig? Når han siger jeg er smuk, synes jeg jo det er dejligt at få at vide, men jeg er ikke enig så jeg tror ikke på det.
Jeg har altid været en tykketrunte og jeg har egentlig aldrig manglet noget. Jeg har altid haft en dejlig familie som er der gennem alt, gode venner og jeg har da heller aldrig manglet kærester. Så egentlig er det ret morsomt at jeg ikke bare læner mig tilbage, nyder livet og lever med den måde jeg ser ud på.
Der er da mange der har det værre end mig, det ved jeg da godt og som læser af denne blog skal du heller ikke have ondt af mig. Nærmere give mig et kærligt skub i den rigtige retning, så jeg endelige kan få rygrad nok til at blive den svane jeg drømmer om!

Tjaa det var vist mit første blog indlæg, er godt nok spændt på om der overhovedet er nogen der gider læse den :o)