mig og mad

Er der nogen derude der ved om det er med mad-afhængighed som med afhængighed af feks. narkotika og alkohol? Det at erkende at man har et problem er første step?
Nåh vi prøver: Hej, jeg hedder Susanne og jeg er afhængig af mad - hvilket jo egentlig er åndsvagt at indrømme for det er vi jo allesammen - men nogen af os mere end andre!
Jeg erkender hermed at jeg spiser for meget og forkert. Jeg spiser når jeg keder mig, jeg spiser når jeg er trist for at trøste og når jeg er glad for at fejre, jeg spiser når jeg er ensom og når jeg hygger med andre. Det morsomme ved det her er, at jeg ved jo godt hvilke af ovenstående punkter der skal streges, men uhh de smager jo SÅ godt ;o)
Jeg vil dog tilføje jeg er startet i det små og er begyndt kun at tage en portion, "kun" en bolle, "kun" et stk kage osv. men det er svært for uhhhh det smager jo SÅ godt og de andre kan jo! Jah, men de andre har muligvis en højere forbrænding, vejer mindre og motionere mere!!

Hvis vi tager måltiderne, er morgenmad nok min største hurdel. Jeg kan ikke lide corn flakes, jeg kan ikke lide havre gryn, er ikke vanvittig vild med yoghurt og det bliver jeg heller ikke mæt af, så putter man müsli på, men det er fyldt med tørret frugt og rosiner (behøver jeg sige hvad jeg mener om det?). Har i lang tid spist et kogt æg og et stk rugbrød, men så kommer jeg i konflikt med frokost, for jeg gider ikke rugbrød to gange om dagen. I sommers spiste jeg vanilie yoghurt fra cheasy med hjemmelavet müsli og jordbær, men da jordbær seasonen udløb, var det ikke lige sagen længere.
Tror bare vi må tilbage til det der æg, rugbrød og noget frugt.

Frokost bliver også tit noget rod. Ville enormt gerne have en god blandet salat, men man gider jo ikke stå og lave salat til én. Desuden hvis den der salat skal være virkelig lækker og spændende er det ALT ALT for dyrt. Men så må vi tilbage til revet gulerod med frugt og nødder.

Aftensmad er nok det nemmeste. Bestræber mig på at lave madplan (og holde den) så der er der styr på tingene. Mange af de ting jeg laver kommer fra vægtvogternes kogebog (ja ja plus point der...) og er faktisk vildt lækre.

Det der så hiver mig ned er jo alt det jeg spiser ind imellem. Det burde være frugt eller en gulerod, men det neder somregl med knækbrød med pålægchokolade eller nutella. Vi har heldigvis sjældent franskbrød i huset i hverdagen, ellers blev det valgt.

Nu har jeg erkendt min afhængighed og håber det kan hjælpe med at bryde den. Jeg ønsker jo ikke at skråtte de usunde ting fuldstændigt (det var den der rygrad) men bare skære ned til et "sundt" nivaeu.
Jeg sidder nu i mit stille sind og bliver en smule forarget over mig selv. De undskyldninger jeg har givet mig selv - man skal jo leve, jeg er ung og spiser hvad jeg vil, de andre kan så kan jeg også osv. agrh spasser-dame!
Jeg er nok den mest fordomsfulde i hele verden når det kommer til overvægtige. Hvis jeg køber chokolade er jeg sikker på dem i køen bag mig, eller kassedamen eller bare ham der står og snakker med sin kammerart henne i hjørnet tænker - det har hun sku da ikke godt af. For det gør jeg selv, hvis jeg ser en på min størrelse eller større - and who am I to judge? Jeg tror et eller andet sted også det var derfor at Dining hall på Thule var et godt sted for mig at spise. Jeg var simpelthen for bange for hvad folk tænkte hvis jeg spiste "forkert"! Andre der har det sådan? Tænker man mere over hvad man spiser, hvis man spiser i flok? Andre der vil erkende en mad-afhængighed? Kom frisk, jo flere vi er jo bedre ;o)

Bonus info: Jeg overholder mit mål fra første indlæg og har ikke spist is endnu. Men men men, vi er nu oppe på 800 m, så der er ikke langt i mål. Er da max stolt :o)

Den spæde start

Hmm så fik man den geniale ide i går - hey jeg skal da have en blog, jeg er på barsel og efterfølgende arbejdsløs, jeg skal da have en blog. Nu tænker du som læser, oki den bliver sku da pænt kedelig når hun nu bare render rundt derhjemme... Men nej det tror jeg faktisk ikke. Jeg skal nemlig bruge min blog til at sige alle de ting jeg gerne vil sige, men som jeg aldrig har fået sagt. Desuden håber jeg på at komme til at bruge den som motivation til endelig for real at gøre noget ved mig selv. For en af de ting jeg aldrig har sagt som det er på tide komme ud i æteren er - Jeg HADER min krop! Jeg er nu 28 år så mon ikke det var på tide at gøre noget ved det? Men det er ikke nemt, her ønsker jeg ikke at du som læser skal have ondt af mig blot at udtrykke min mangel på rygrad. Når vi nu er igang med manglende rygrad, kan jeg lige så godt få ud at jeg i går lovede mig selv at jeg ikke må spise is før jeg er oppe og kan løbe 1 km. Ja ja det lyder ikke af meget, men det er det for en tykketrunte som mig ;o) I går gjorde vi fremskridt og jeg løb hele 500 m ud af 2,2 km på løbebånd. Men altså som sagt ingen is før vi er oppe på 1 km.... Nu ved I det alle sammen.

Egentlig er det noget sjovt noget det der med overvægt. For hvad er det der gør at man er ked af det? Hvorfor ser jeg mig i spejlet og føler mig som mindre attraktiv end alle andre. I princippet er det vel en kvindeting det der med at være ked af sin krop, kender ikke ret mange kvinder tykke som tynde der ikke gerne ville ændre et eller andet. Men hvorfor er det sådan?
En meget klog dejlig dame (du ved hvem du er) sagde en gang til mig - der er jo ingen grund til at være trist, du får jo hvad du vil have - og det er jo rigtig nok. Men hvorfor er det ikke nok at have en dejlig mand som synes jeg er dejlig? Når han siger jeg er smuk, synes jeg jo det er dejligt at få at vide, men jeg er ikke enig så jeg tror ikke på det.
Jeg har altid været en tykketrunte og jeg har egentlig aldrig manglet noget. Jeg har altid haft en dejlig familie som er der gennem alt, gode venner og jeg har da heller aldrig manglet kærester. Så egentlig er det ret morsomt at jeg ikke bare læner mig tilbage, nyder livet og lever med den måde jeg ser ud på.
Der er da mange der har det værre end mig, det ved jeg da godt og som læser af denne blog skal du heller ikke have ondt af mig. Nærmere give mig et kærligt skub i den rigtige retning, så jeg endelige kan få rygrad nok til at blive den svane jeg drømmer om!

Tjaa det var vist mit første blog indlæg, er godt nok spændt på om der overhovedet er nogen der gider læse den :o)