Jeg husker denne weekend for et år siden. I fredag formiddag var det præcis et år siden Mads og jeg bragte lille Elias hjem fra sygehuset. Jeg husker det så tydeligt for jeg var skræmt fra vid og sans. Jeg var så bange for at jeg ville ødelægge ham, eller at der ville stå nogle store udsmider typer nede ved døren som ville stoppe mig og forbyde mig at tage ham med hjem.
Det var nytårsaftens dag og jeg glædede mig til at holde stille og roligt nytår hjemme med mine forældre, min dejlige kæreste og vores dejlige lille dreng. Men sådan gik det knap.
Vi havde d. 30 aftalt at vi ville tage hjem fredag d. 31, så vi kunne holde nytår hjemme. Men da morgenen kom var jeg alt andet end klar, jeg turde ikke tage skridtet, jeg turde ikke tage ham med hjem. Der var så meget jeg ikke vidste, så meget jeg ikke havde styr på. Kunne jeg nu klare det? Kunne jeg nu finde ud af det? På sygehuset fik jeg, i grædende tilstand, en god snak med en sygeplejerske og vi aftalte at hvis jeg havde problemer måtte jeg endelig ringe og hvis det gik helt galt kunne jeg komme ind igen i weekenden.
Jeg ved egentlig ikke hvad jeg var bange for, jeg husker dog at jeg i hvert fald var bange for ikke at slå til. Ikke at slå til som mor, som kæreste, som datter, søster eller som ven. Hvilket resulterede at det gjorde jeg i hvert flad heller ikke den første weekend der. For jeg lavede stort set ikke andet end at græde og sove. Lækker måde at modtaget det nye år ;o) Jeg er bare lykkelig over at Mads, min søster og min mor kunne tage sig godt af Elias.
Heldigvis er resten af året gået meget bedere end starten gjorde det....
På slanke fronten kan jeg tilføje at jeg er tilmeldt en slankegruppe med andre julemødre 2010, hvor vi kan holde hinanden i ørene. Desuden har jeg et lille væddemål med Betinna om hvem der først taber 6 kg. Så det er jo spændende!!
Afslutningen på "wie fit ist Deutchland" var ikke overvældende fantastisk. Jeg havde forbedret mig lidt, men min fitness alder var stadig 65!! Satser lidt på at 2012 kan ændre lidt på det :o)
Rigtig godt nytår derude. Håber 2012 bliver lige så godt eller bedre end 2011.
lørdag den 31. december 2011
tirsdag den 22. november 2011
Hvor skal vi hen?
Nåh nu har jeg ligesom brugt de første par indlæg på at snakke om hvor vi har været og hvor vi er. Nu er det vidst på tide at finde ud af hvor vi skal hen.... Hvad er det jeg gerne vil? Hvad er mit mål?
I bund og grund har jeg det egentlig ganske glimrende med at være en tykketrunte. Jeg er hende den buttede og lever fint med det, men efter jeg nu har fået min lille prins, vil de der graviditets kilo ikke rigtig hoppe af.
Jeg ønsker ikke at bliver åleslank, jeg drømmer ikke om at blive model eller strandbabe. Det jeg gerne vil opnå er, en lidt mere jævn krop. Jeg er træt af at min mave stadig ser gravid ud, jeg er træt af at have deller på ryggen og jeg er træt af at mine lår mødes på midten (men det slipper jeg nok ikke af med, Jensen lår kalder de det ;o) )
Desuden vil jeg gerne kunne gå ind i en alm. tøjbutik og finde noget der passer, om det så er str. xl!! Min selvudnævnte dejlige personlige coach vil gerne have jeg sætter kg på, men jeg vil hellere sætte tøj størrelse på.
Jeg er lige nu i størrelse 48 og vil gerne ned i str. 44-46. Jeg mener det er realistiske mål. Hvis vi skal ud i vægt.... Da jeg var højgravid med Elias vejede jeg 116 kg, da jeg startede på mit "wie fit ist deuthsland" vejede jeg 111 kg, men da jeg mødte min dejlige Mads var jeg nede på fantastiske 95 kg og der skal vi ned igen :o)
Nu hvor vi er på emnet Mads... Fik jo lokket ham med ned til det der fitness center så jeg kunne komme til at mobbe ham med hans fitness alder, men den lille skid havde en fintness alder på 31 - som jo er hans alder.... Dumme dumme ham! Da jeg viste ham nogen af øvelserne herhejmme aftenen før han meldte sig, kunne han ikke rigtig, men da det kom til stykket kunne han jo alt! Hmmm!! Nåh ja, det er da godt der er nogen der har en fitness alder der passer til deres aktuelle alder!!
I bund og grund har jeg det egentlig ganske glimrende med at være en tykketrunte. Jeg er hende den buttede og lever fint med det, men efter jeg nu har fået min lille prins, vil de der graviditets kilo ikke rigtig hoppe af.
Jeg ønsker ikke at bliver åleslank, jeg drømmer ikke om at blive model eller strandbabe. Det jeg gerne vil opnå er, en lidt mere jævn krop. Jeg er træt af at min mave stadig ser gravid ud, jeg er træt af at have deller på ryggen og jeg er træt af at mine lår mødes på midten (men det slipper jeg nok ikke af med, Jensen lår kalder de det ;o) )
Desuden vil jeg gerne kunne gå ind i en alm. tøjbutik og finde noget der passer, om det så er str. xl!! Min selvudnævnte dejlige personlige coach vil gerne have jeg sætter kg på, men jeg vil hellere sætte tøj størrelse på.
Jeg er lige nu i størrelse 48 og vil gerne ned i str. 44-46. Jeg mener det er realistiske mål. Hvis vi skal ud i vægt.... Da jeg var højgravid med Elias vejede jeg 116 kg, da jeg startede på mit "wie fit ist deuthsland" vejede jeg 111 kg, men da jeg mødte min dejlige Mads var jeg nede på fantastiske 95 kg og der skal vi ned igen :o)
Nu hvor vi er på emnet Mads... Fik jo lokket ham med ned til det der fitness center så jeg kunne komme til at mobbe ham med hans fitness alder, men den lille skid havde en fintness alder på 31 - som jo er hans alder.... Dumme dumme ham! Da jeg viste ham nogen af øvelserne herhejmme aftenen før han meldte sig, kunne han ikke rigtig, men da det kom til stykket kunne han jo alt! Hmmm!! Nåh ja, det er da godt der er nogen der har en fitness alder der passer til deres aktuelle alder!!
fredag den 18. november 2011
mig og motion
Kan lige så godt starte med at indrømme at jeg ikke har holdt hvad jeg har lovet! Jeg har endnu ikke løbet 1 km, men jeg har spist is... Ja jeg beklager meget! Men jeg tror ikke mine ben er bygget til at løbe... Har prøve med sko, uden sko, med nogen andres sko og jeg kan bare ikke. Jeg når 700-800 m så kramper mine ben - jeg er bare ikke bygget til at løbe! Men hvad skal jeg så?
Jeg tror mit største problem med hensyn til motion er at jeg bare er møg doven!! Det får jeg så lige som gemt væk, fordi jeg har jo ikke tid og jeg har jo ikke råd til at være med i et motionscenter. Jeg har måske ikke råd, men tid skulle man nok kunne finde bare indimellem?! Men når hverdag bliver hverdag så er der bare ikke meget tid tilbage... Når jeg (engang) begynder at arbejde, skal jeg jo stadig ved siden af passe huset, gøre rent, handle, lave mad, vaske tøj osv. og så har jeg da slet ikke tid. Hvordan får man det til at hænge sammen? Uanset hvor jeg får arbejde kan jeg i hvert fald ikke cykle derhen, så motion på den måde er udelukket. Hvordan får man det til at hænge sammen? Man kan så til gengæld sige at når jeg begynder at arbejde kommer jeg jo til at gå en del rundt på det dersens sygehus hvor jeg får arbejde!
Jeg har dog fornyligt meldt mig til at lille eksperiment. Så en annonce i bovbladet, en landsdækkende tysk undersøgelse "Wie fit ist Deutchland". I fitness centrrum Harrislee fik man den ide at sammenligne D med DK. Man starter med at lave en masse tests hvor efter man finde sin fitness alder, så får man et motionsprogram som skal udføres min 2 gange om ugen og efter 5 uger er det så alle de der tests igen for at se om man har forbedret sig. Jeg vil sige jeg gik ind til det med en vis forventning og havde for sjov sagt at jeg var tilfreds med en alder under 70 og må da også sige at da jeg fik at vide at min fitness alder var 65 var jeg da ikke helt skuffet. Det var i hvert fald ikke overraskende.
Men det der pisser mig af er at det der trækker min alder op er min udholdenhed, mit bmi og min mængde kropsfedt. Jeg har aldrig forstået meningen med bmi. Ja jeg er tyk, ja jeg er lav, ja jeg vejer for meget, men som Cartman altid siger I'm big boned! Jeg vil ikke starte sætningen som Cartman for jeg ved godt jeg er tyk, men min kraftige knogler vejer sku da også! Men når man ser på bmi er det åbenbart ikke relevant!
Min udholdenhed... Jaja, jeg ville måske kunne holde lidt længere hvis hende der udførte testen ikke mente vi skulle knævre under hele testen, så bliver man hurtigere forpustet!
Min kropsfedt, tjaa, jeg lovede jo mig selv at være helt ærlig her, så kan lige så godt komme ud af busken. Min krop er 43% fedt, overrasker det mig - nej, er jeg stolt af det - ja lidt, for havde sku frygtet det var mere!!
Det eneste problemmed det her fitness er at jeg HADER at gå i fitness center! Føler virkelig at alle de der små nipspiger kigger, peger og griner, ved godt de ikke gør det, men føler mig bare så udstillet. Alle kan se at jeg ikke kan holde til at løbe og at jeg ikke kan holde til at presse mig selv. Værre er det med de forskellige hold overvejede et split sekund at tage til spinning, men så kan ALLE jo se hvor svag jeg er og det er nok til at jeg ikke tør. Så kommer man jo ikke langt. Har bare den der evige følelse af "hvad nu hvis jeg ikke kan" og det er nok!
Men selv om jeg hader det og selv om jeg i virkelivheden ikke vil er jeg jo nødt til at tage ned og træne, har jo skrevet under på at udføre det der program 2 gange om ugen :o) Så laver jeg da lidt!
Jeg tror mit største problem med hensyn til motion er at jeg bare er møg doven!! Det får jeg så lige som gemt væk, fordi jeg har jo ikke tid og jeg har jo ikke råd til at være med i et motionscenter. Jeg har måske ikke råd, men tid skulle man nok kunne finde bare indimellem?! Men når hverdag bliver hverdag så er der bare ikke meget tid tilbage... Når jeg (engang) begynder at arbejde, skal jeg jo stadig ved siden af passe huset, gøre rent, handle, lave mad, vaske tøj osv. og så har jeg da slet ikke tid. Hvordan får man det til at hænge sammen? Uanset hvor jeg får arbejde kan jeg i hvert fald ikke cykle derhen, så motion på den måde er udelukket. Hvordan får man det til at hænge sammen? Man kan så til gengæld sige at når jeg begynder at arbejde kommer jeg jo til at gå en del rundt på det dersens sygehus hvor jeg får arbejde!
Jeg har dog fornyligt meldt mig til at lille eksperiment. Så en annonce i bovbladet, en landsdækkende tysk undersøgelse "Wie fit ist Deutchland". I fitness centrrum Harrislee fik man den ide at sammenligne D med DK. Man starter med at lave en masse tests hvor efter man finde sin fitness alder, så får man et motionsprogram som skal udføres min 2 gange om ugen og efter 5 uger er det så alle de der tests igen for at se om man har forbedret sig. Jeg vil sige jeg gik ind til det med en vis forventning og havde for sjov sagt at jeg var tilfreds med en alder under 70 og må da også sige at da jeg fik at vide at min fitness alder var 65 var jeg da ikke helt skuffet. Det var i hvert fald ikke overraskende.
Men det der pisser mig af er at det der trækker min alder op er min udholdenhed, mit bmi og min mængde kropsfedt. Jeg har aldrig forstået meningen med bmi. Ja jeg er tyk, ja jeg er lav, ja jeg vejer for meget, men som Cartman altid siger I'm big boned! Jeg vil ikke starte sætningen som Cartman for jeg ved godt jeg er tyk, men min kraftige knogler vejer sku da også! Men når man ser på bmi er det åbenbart ikke relevant!
Min udholdenhed... Jaja, jeg ville måske kunne holde lidt længere hvis hende der udførte testen ikke mente vi skulle knævre under hele testen, så bliver man hurtigere forpustet!
Min kropsfedt, tjaa, jeg lovede jo mig selv at være helt ærlig her, så kan lige så godt komme ud af busken. Min krop er 43% fedt, overrasker det mig - nej, er jeg stolt af det - ja lidt, for havde sku frygtet det var mere!!
Det eneste problemmed det her fitness er at jeg HADER at gå i fitness center! Føler virkelig at alle de der små nipspiger kigger, peger og griner, ved godt de ikke gør det, men føler mig bare så udstillet. Alle kan se at jeg ikke kan holde til at løbe og at jeg ikke kan holde til at presse mig selv. Værre er det med de forskellige hold overvejede et split sekund at tage til spinning, men så kan ALLE jo se hvor svag jeg er og det er nok til at jeg ikke tør. Så kommer man jo ikke langt. Har bare den der evige følelse af "hvad nu hvis jeg ikke kan" og det er nok!
Men selv om jeg hader det og selv om jeg i virkelivheden ikke vil er jeg jo nødt til at tage ned og træne, har jo skrevet under på at udføre det der program 2 gange om ugen :o) Så laver jeg da lidt!
onsdag den 19. oktober 2011
mig og mad
Er der nogen derude der ved om det er med mad-afhængighed som med afhængighed af feks. narkotika og alkohol? Det at erkende at man har et problem er første step?
Nåh vi prøver: Hej, jeg hedder Susanne og jeg er afhængig af mad - hvilket jo egentlig er åndsvagt at indrømme for det er vi jo allesammen - men nogen af os mere end andre!
Jeg erkender hermed at jeg spiser for meget og forkert. Jeg spiser når jeg keder mig, jeg spiser når jeg er trist for at trøste og når jeg er glad for at fejre, jeg spiser når jeg er ensom og når jeg hygger med andre. Det morsomme ved det her er, at jeg ved jo godt hvilke af ovenstående punkter der skal streges, men uhh de smager jo SÅ godt ;o)
Jeg vil dog tilføje jeg er startet i det små og er begyndt kun at tage en portion, "kun" en bolle, "kun" et stk kage osv. men det er svært for uhhhh det smager jo SÅ godt og de andre kan jo! Jah, men de andre har muligvis en højere forbrænding, vejer mindre og motionere mere!!
Hvis vi tager måltiderne, er morgenmad nok min største hurdel. Jeg kan ikke lide corn flakes, jeg kan ikke lide havre gryn, er ikke vanvittig vild med yoghurt og det bliver jeg heller ikke mæt af, så putter man müsli på, men det er fyldt med tørret frugt og rosiner (behøver jeg sige hvad jeg mener om det?). Har i lang tid spist et kogt æg og et stk rugbrød, men så kommer jeg i konflikt med frokost, for jeg gider ikke rugbrød to gange om dagen. I sommers spiste jeg vanilie yoghurt fra cheasy med hjemmelavet müsli og jordbær, men da jordbær seasonen udløb, var det ikke lige sagen længere.
Tror bare vi må tilbage til det der æg, rugbrød og noget frugt.
Frokost bliver også tit noget rod. Ville enormt gerne have en god blandet salat, men man gider jo ikke stå og lave salat til én. Desuden hvis den der salat skal være virkelig lækker og spændende er det ALT ALT for dyrt. Men så må vi tilbage til revet gulerod med frugt og nødder.
Aftensmad er nok det nemmeste. Bestræber mig på at lave madplan (og holde den) så der er der styr på tingene. Mange af de ting jeg laver kommer fra vægtvogternes kogebog (ja ja plus point der...) og er faktisk vildt lækre.
Det der så hiver mig ned er jo alt det jeg spiser ind imellem. Det burde være frugt eller en gulerod, men det neder somregl med knækbrød med pålægchokolade eller nutella. Vi har heldigvis sjældent franskbrød i huset i hverdagen, ellers blev det valgt.
Nu har jeg erkendt min afhængighed og håber det kan hjælpe med at bryde den. Jeg ønsker jo ikke at skråtte de usunde ting fuldstændigt (det var den der rygrad) men bare skære ned til et "sundt" nivaeu.
Jeg sidder nu i mit stille sind og bliver en smule forarget over mig selv. De undskyldninger jeg har givet mig selv - man skal jo leve, jeg er ung og spiser hvad jeg vil, de andre kan så kan jeg også osv. agrh spasser-dame!
Jeg er nok den mest fordomsfulde i hele verden når det kommer til overvægtige. Hvis jeg køber chokolade er jeg sikker på dem i køen bag mig, eller kassedamen eller bare ham der står og snakker med sin kammerart henne i hjørnet tænker - det har hun sku da ikke godt af. For det gør jeg selv, hvis jeg ser en på min størrelse eller større - and who am I to judge? Jeg tror et eller andet sted også det var derfor at Dining hall på Thule var et godt sted for mig at spise. Jeg var simpelthen for bange for hvad folk tænkte hvis jeg spiste "forkert"! Andre der har det sådan? Tænker man mere over hvad man spiser, hvis man spiser i flok? Andre der vil erkende en mad-afhængighed? Kom frisk, jo flere vi er jo bedre ;o)
Bonus info: Jeg overholder mit mål fra første indlæg og har ikke spist is endnu. Men men men, vi er nu oppe på 800 m, så der er ikke langt i mål. Er da max stolt :o)
Nåh vi prøver: Hej, jeg hedder Susanne og jeg er afhængig af mad - hvilket jo egentlig er åndsvagt at indrømme for det er vi jo allesammen - men nogen af os mere end andre!
Jeg erkender hermed at jeg spiser for meget og forkert. Jeg spiser når jeg keder mig, jeg spiser når jeg er trist for at trøste og når jeg er glad for at fejre, jeg spiser når jeg er ensom og når jeg hygger med andre. Det morsomme ved det her er, at jeg ved jo godt hvilke af ovenstående punkter der skal streges, men uhh de smager jo SÅ godt ;o)
Jeg vil dog tilføje jeg er startet i det små og er begyndt kun at tage en portion, "kun" en bolle, "kun" et stk kage osv. men det er svært for uhhhh det smager jo SÅ godt og de andre kan jo! Jah, men de andre har muligvis en højere forbrænding, vejer mindre og motionere mere!!
Hvis vi tager måltiderne, er morgenmad nok min største hurdel. Jeg kan ikke lide corn flakes, jeg kan ikke lide havre gryn, er ikke vanvittig vild med yoghurt og det bliver jeg heller ikke mæt af, så putter man müsli på, men det er fyldt med tørret frugt og rosiner (behøver jeg sige hvad jeg mener om det?). Har i lang tid spist et kogt æg og et stk rugbrød, men så kommer jeg i konflikt med frokost, for jeg gider ikke rugbrød to gange om dagen. I sommers spiste jeg vanilie yoghurt fra cheasy med hjemmelavet müsli og jordbær, men da jordbær seasonen udløb, var det ikke lige sagen længere.
Tror bare vi må tilbage til det der æg, rugbrød og noget frugt.
Frokost bliver også tit noget rod. Ville enormt gerne have en god blandet salat, men man gider jo ikke stå og lave salat til én. Desuden hvis den der salat skal være virkelig lækker og spændende er det ALT ALT for dyrt. Men så må vi tilbage til revet gulerod med frugt og nødder.
Aftensmad er nok det nemmeste. Bestræber mig på at lave madplan (og holde den) så der er der styr på tingene. Mange af de ting jeg laver kommer fra vægtvogternes kogebog (ja ja plus point der...) og er faktisk vildt lækre.
Det der så hiver mig ned er jo alt det jeg spiser ind imellem. Det burde være frugt eller en gulerod, men det neder somregl med knækbrød med pålægchokolade eller nutella. Vi har heldigvis sjældent franskbrød i huset i hverdagen, ellers blev det valgt.
Nu har jeg erkendt min afhængighed og håber det kan hjælpe med at bryde den. Jeg ønsker jo ikke at skråtte de usunde ting fuldstændigt (det var den der rygrad) men bare skære ned til et "sundt" nivaeu.
Jeg sidder nu i mit stille sind og bliver en smule forarget over mig selv. De undskyldninger jeg har givet mig selv - man skal jo leve, jeg er ung og spiser hvad jeg vil, de andre kan så kan jeg også osv. agrh spasser-dame!
Jeg er nok den mest fordomsfulde i hele verden når det kommer til overvægtige. Hvis jeg køber chokolade er jeg sikker på dem i køen bag mig, eller kassedamen eller bare ham der står og snakker med sin kammerart henne i hjørnet tænker - det har hun sku da ikke godt af. For det gør jeg selv, hvis jeg ser en på min størrelse eller større - and who am I to judge? Jeg tror et eller andet sted også det var derfor at Dining hall på Thule var et godt sted for mig at spise. Jeg var simpelthen for bange for hvad folk tænkte hvis jeg spiste "forkert"! Andre der har det sådan? Tænker man mere over hvad man spiser, hvis man spiser i flok? Andre der vil erkende en mad-afhængighed? Kom frisk, jo flere vi er jo bedre ;o)
Bonus info: Jeg overholder mit mål fra første indlæg og har ikke spist is endnu. Men men men, vi er nu oppe på 800 m, så der er ikke langt i mål. Er da max stolt :o)
onsdag den 12. oktober 2011
Den spæde start
Hmm så fik man den geniale ide i går - hey jeg skal da have en blog, jeg er på barsel og efterfølgende arbejdsløs, jeg skal da have en blog. Nu tænker du som læser, oki den bliver sku da pænt kedelig når hun nu bare render rundt derhjemme... Men nej det tror jeg faktisk ikke. Jeg skal nemlig bruge min blog til at sige alle de ting jeg gerne vil sige, men som jeg aldrig har fået sagt. Desuden håber jeg på at komme til at bruge den som motivation til endelig for real at gøre noget ved mig selv. For en af de ting jeg aldrig har sagt som det er på tide komme ud i æteren er - Jeg HADER min krop! Jeg er nu 28 år så mon ikke det var på tide at gøre noget ved det? Men det er ikke nemt, her ønsker jeg ikke at du som læser skal have ondt af mig blot at udtrykke min mangel på rygrad. Når vi nu er igang med manglende rygrad, kan jeg lige så godt få ud at jeg i går lovede mig selv at jeg ikke må spise is før jeg er oppe og kan løbe 1 km. Ja ja det lyder ikke af meget, men det er det for en tykketrunte som mig ;o) I går gjorde vi fremskridt og jeg løb hele 500 m ud af 2,2 km på løbebånd. Men altså som sagt ingen is før vi er oppe på 1 km.... Nu ved I det alle sammen.
Egentlig er det noget sjovt noget det der med overvægt. For hvad er det der gør at man er ked af det? Hvorfor ser jeg mig i spejlet og føler mig som mindre attraktiv end alle andre. I princippet er det vel en kvindeting det der med at være ked af sin krop, kender ikke ret mange kvinder tykke som tynde der ikke gerne ville ændre et eller andet. Men hvorfor er det sådan?
En meget klog dejlig dame (du ved hvem du er) sagde en gang til mig - der er jo ingen grund til at være trist, du får jo hvad du vil have - og det er jo rigtig nok. Men hvorfor er det ikke nok at have en dejlig mand som synes jeg er dejlig? Når han siger jeg er smuk, synes jeg jo det er dejligt at få at vide, men jeg er ikke enig så jeg tror ikke på det.
Jeg har altid været en tykketrunte og jeg har egentlig aldrig manglet noget. Jeg har altid haft en dejlig familie som er der gennem alt, gode venner og jeg har da heller aldrig manglet kærester. Så egentlig er det ret morsomt at jeg ikke bare læner mig tilbage, nyder livet og lever med den måde jeg ser ud på.
Der er da mange der har det værre end mig, det ved jeg da godt og som læser af denne blog skal du heller ikke have ondt af mig. Nærmere give mig et kærligt skub i den rigtige retning, så jeg endelige kan få rygrad nok til at blive den svane jeg drømmer om!
Tjaa det var vist mit første blog indlæg, er godt nok spændt på om der overhovedet er nogen der gider læse den :o)
Egentlig er det noget sjovt noget det der med overvægt. For hvad er det der gør at man er ked af det? Hvorfor ser jeg mig i spejlet og føler mig som mindre attraktiv end alle andre. I princippet er det vel en kvindeting det der med at være ked af sin krop, kender ikke ret mange kvinder tykke som tynde der ikke gerne ville ændre et eller andet. Men hvorfor er det sådan?
En meget klog dejlig dame (du ved hvem du er) sagde en gang til mig - der er jo ingen grund til at være trist, du får jo hvad du vil have - og det er jo rigtig nok. Men hvorfor er det ikke nok at have en dejlig mand som synes jeg er dejlig? Når han siger jeg er smuk, synes jeg jo det er dejligt at få at vide, men jeg er ikke enig så jeg tror ikke på det.
Jeg har altid været en tykketrunte og jeg har egentlig aldrig manglet noget. Jeg har altid haft en dejlig familie som er der gennem alt, gode venner og jeg har da heller aldrig manglet kærester. Så egentlig er det ret morsomt at jeg ikke bare læner mig tilbage, nyder livet og lever med den måde jeg ser ud på.
Der er da mange der har det værre end mig, det ved jeg da godt og som læser af denne blog skal du heller ikke have ondt af mig. Nærmere give mig et kærligt skub i den rigtige retning, så jeg endelige kan få rygrad nok til at blive den svane jeg drømmer om!
Tjaa det var vist mit første blog indlæg, er godt nok spændt på om der overhovedet er nogen der gider læse den :o)
Abonner på:
Opslag (Atom)